Plastindustrien hilser det velkommen, at regeringen vil indføre et fast loft over, hvor meget kommunerne kan opkræve virksomhederne for håndteringen af emballageaffald. Brancheorganisationen har længe efterlyst en model, der sikrer et mere gennemsigtigt og effektivt producentansvar. Samtidig bør modellen tage højde for kvaliteten af det indsamlede affald, så der skabes incitament til mere genanvendelse.

Klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa meldte i sidste uge ud, at regeringen vil fremsætte et lovforslag, der skal indføre et fast benchmark for kommunernes gebyrer under det udvidede producentansvar for emballage.
Det vækker glæde hos Plastindustrien.
-Det er rigtig positivt, at regeringen nu vil skabe nogle faste rammer for kommunernes omkostninger. Vi har længe anbefalet en benchmarkmodel, fordi der i dag er meget store forskelle på, hvad det koster at håndtere emballageaffald fra kommune til kommune, siger Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien.
Hun mener, det er afgørende, at virksomhederne får større gennemsigtighed og forudsigelighed om de omkostninger, de skal betale.
-Vi bakker op om producentansvaret, for producenterne skal selvfølgelig betale deres del af regningen, men der skal være rimelighed og gennemsigtighed i priserne, så virksomhederne ved, hvad de betaler for, og hvad de kan forvente, siger hun.
Benchmark skal handle om mere end pris
De nærmere detaljer i regeringens forslag er endnu ikke fremsat. Plastindustrien peger dog på en række elementer, som brancheorganisationen gerne ser tænkt ind, når den konkrete benchmarkmodel skal udformes.
Står det til Plastindustrien, bør man ikke alene se på kommunernes omkostninger ved indsamlingen. Mængden af indsamlet emballage og ikke mindst kvaliteten af det sorterede affald bør også indgå. Kommuner og indsamlingsmetoder, der leverer gode resultater på tværs af pris, kvalitet og mængde, kan på den måde være med til at danne grundlag for et nationalt serviceniveau.
–Det billigste system er ikke nødvendigvis det bedste, hvis resultatet er plast af så lav kvalitet, at den er vanskelig at genanvende. Derfor håber vi, at regeringen i den konkrete model vil huske at tænke høj kvalitet ind i kriterierne. Målet må være, at vi får mest mulig genanvendelig plast ud af de penge, virksomhederne betaler, siger Christina Busk.
Prismodellen skal skabe incitament til forbedring
Plastindustrien håber samtidig, at der i den nye model indtænkes en form for clearinghouse, hvor afregningen afhænger af kvaliteten af den indsamlede plast. Det skal give både indsamlere og omlastere af affaldet et økonomisk incitament til at sikre så høj kvalitet som muligt.
Eksempelvis bør læs med store mængder fejlsorteret materiale ikke afregnes på samme vilkår som korrekt sorteret affald. Samtidig bør modellen tage højde for kommunernes hvile-i-sig-selv-princip, så betalingen så vidt muligt afspejler de faktiske omkostninger ved håndteringen, og ikke giver hverken underskud eller fortjeneste for den enkelte kommune.
-Producentansvaret skal ikke bare være en regning, der flyttes fra kommunerne til virksomhederne. Det skal være et redskab til at skabe reel cirkularitet. Derfor håber vi, at den kommende model både kan understøtte effektivitet og skabe incitament til høj kvalitet i indsamling og sortering. Så får vi også mere miljø for pengene, siger Christina Busk afslutningsvis.
Kilde: Plastindustrien.

