
Hver dansker brugte i gennemsnit 161 kg plastik i 2024. Samlet set gav det et forbrug på 957.000 tons plastik i Danmark.
I gennemsnit er det 43 kg mere per person end i 2010. Forbruget har ligget nogenlunde stabilt siden 2017. Det viser en ny analyse fra Danmarks Statistik om plastikforbrug, som blandt andet viser, hvordan plastik strømmer gennem den danske økonomi.
– Vores plastikforbrug er noget højere end i 2010, men har ligget på nogenlunde det samme niveau siden 2017. Sammenligner man med det europæiske gennemsnit, har vi et ret højt forbrug i Danmark, hvilket til dels kan hænge sammen med, at vi har en stærk økonomi og dermed et generelt højt forbrug af varer, siger Maria Skytte Christiansen, fuldmægtig i Danmarks Statistik.
Plastikforbruget er her det samlede forbrug for virksomheder og husholdninger og gælder alle slags plastik i forskellige produkter. Noget holder i årevis, fx i biler eller møbler, mens andet – fx emballage – kan have en kort levetid.
40 pct. af husholdningernes plastikforbrug er emballage
Zoomer man ind på husholdningernes plastikforbrug, udgør emballage en væsentlig andel. I alt forbrugte husholdningerne 147.000 tons plastikemballage i 2020, hvilket svarer til 40 pct. af det samlede plastikforbrug i husholdningerne.
Den næststørste post på listen over husholdningernes plastikforbrug var biler. De biler, som husholdningerne købte i 2020, indeholdt tilsammen 40.000 tons plastik. Det udgjorde dermed 11 pct. af plastikken i husholdningernes forbrug. Vi købte desuden tøj og sko, der tilsammen indeholdt 36.000 tons plastik i 2020.
– En betydelig del af vores plastikforbrug i hjemmet kommer fra emballage. Det kan være alt fra en sandwichindpakning eller mælkekarton til plastindpakket legetøj eller en forsendelse, der er beskyttet i bobleplast, forklarer Maria Skytte Christiansen.
Samtidig med at vores plastikforbrug er steget, er plastikaffald, der sorteres til genanvendelse, også steget. Fra 2011 til 2023 skete der en fordobling i mængden af indsamlet og sorteret plastikaffald. Stigningen kan især tilskrives højere grad af sortering i husholdningerne.
Kilde: Danmarks Statistik

