
Danske bryggerier og tapperier øgede i 2025 andelen af genanvendt plast i deres plastflasker. Men ny EU-regulering truer den positive udvikling.
I 2025 steg andelen af genanvendt plast (rPET) i plastflaskerne fra danske bryggerier og tapperier til 44 % – en fremgang fra 36 % i 2024.
Dermed ligger branchen væsentligt over kravet i EU’s éngangsplastdirektiv, som kræver 25 % genanvendt plast i 2025.
– Det er et stærkt resultat, som viser, at danske bryggerier og tapperier tager ansvar og investerer i omstillingen til mere cirkulær emballage, siger direktør Nick Hækkerup fra Bryggeriforeningen.
Resultatet svarer til, at der i 2025 blev genanvendt 5005 ton plast i de danske plastflasker.
Ny EU-regulering risikerer at presse fremgangen
Den positive udvikling risikerer dog at blive bremset af lovgivning i EU, som begrænser anvendelsen af fødevaregodkendt genanvendt plast, der er importeret fra lande uden for EU.
Reglerne betyder, at kun genanvendt plast produceret i EU kan tælles med i opfyldelsen af kravene i engangsplastdirektivet i de kommende år.
Det forventes at medføre en betydelig stigning i efterspørgslen efter europæisk genanvendt plast, hvilket forventeligt vil skabe forsyningsudfordringer og lægge et pres på priserne.
– Vi risikerer at stå i en situation, hvor virksomhederne vil gøre det rigtige – men ikke kan få adgang til de nødvendige materialer. Det kan bremse den grønne omstilling, siger Nick Hækkerup.
I 2023 var det netop en mangelsituation, der betød, at andelen af genanvendt plast i danske plastflasker faldt drastisk.
I 2030 skal andelen af genanvendt plast i éngangsplast ifølge direktivet være 30 %, og i 2040 skal andelen op på 65 %.
Kilde: Bryggeriforeningen

