Løftevogn fra Hovmand gør tunge løft til leg på Danish Crowns leverpostejsfabrik

Hovmand A/S’ rustfri løftevogne- og værktøjer opfylder de renrumskrav, som bl.a. pharma- og fødevarevirksomheder skal overholde i produktionsområderne. Derfor anvender Danish Crown en løftevogn fra Hovmand, hvilket sparer medarbejderne for tunge og opslidende løft hver dag.

Hvis du kaster et blik på Hovmands produktsamling, kan du ikke undgå at bemærke INOX-løftevognen. For med sit skinnende ståldesign og elegante ydre springer løftevognen i øjnene – og dykker man længere ned i løftevognens egenskaber, bliver INOX blot endnu mere interessant.

Løftevognen er nemlig et oplagt valg for fødevare- og pharmavirksomheder, der løfter og flytter tunge materialer i følsomme arbejdsområder.

Det skyldes, at INOX er fremstillet af elektropoleret rustfrit stål, hvilket gør løftevognen særdeles let at rengøre. Det hygiejniske, vandtætte design giver desuden optimal beskyttelse mod kim- og støvvedhæftning og er modstandsdygtigt over for aggressive rengøringsmidler. INOX-serien er fremstillet efter GMP-standarder (Good Manufacturing Practice) og opfylder alle krav, når det gælder håndtering af følsomme varer samt rengøring af udstyr i hygiejniske områder.

Slut med tunge løft
Ligeledes fremstiller Hovmand løftevogne med rustfri værktøjer som eksempelvis en platform eller gribearme. På Danish Crowns leverpostejsfabrik i Aabenraa anvender medarbejderne en løftevogn med en rustfri rullemanipulator som værktøj i pakkeafdelingen, der er kategoriseret som et renzoneområde. Løftevognen gør det let og ubesværet for personalet at skifte de tunge folieruller (20-50 kg) på pakkemaskinen.

Joan Søndergård, som dagligt betjener løftevognen, fortæller:

”Vi er rigtig glade for løftevognen. Den er meget fleksibel, let at arbejde med og det rustfri design gør den nem at gøre rent. Løftevognen er perfekt til vores mange løfteopgaver her i pakkeriet, fordi den er nem at betjene og få ind under pakkemaskinen ved folieskift. Den sparer os for mange tunge og besværlige løft hver dag.”

Prioriterer medarbejdernes ve og vel
Som Joan Søndergård fortæller, kan arbejdet i fødevareproduktionen være tungt og besværligt, hvis medarbejderne ikke har de rigtige hjælpemidler til rådighed.

Det var netop hovedårsagen til, at Danish Crown investerede i løftevognen, forklarer Arne Brylle, teknisk chef i Danish Crown:

”Vi prioriterer arbejdssikkerhed meget højt, og vores medarbejdere skal ikke blive syge af at gå på arbejde. Vi vil gerne passe på vores ansatte og bekymrer os meget om deres ve og vel. Derfor har vi investeret i en løftevogn fra Hovmand, og vi er meget tilfredse med den. Løftevognen er gedigen i sin udførelse, stabil og pålidelig i driften. Faktisk har vores medarbejdere været så glade for løftevognen fra Hovmand, at vi har købt en mere.”

Specialdesignet og fleksibel
Danish Crown har i samarbejde med Hovmand fået specialdesignet løftevognen, så den kan klare lige præcis de løfteopgaver, der skal udføres i pakkeriet. Denne mulighed benytter mange af Hovmands kunder sig af, eftersom virksomhedens løftevogne er bygget på en modulær platform. Det betyder, at enhver virksomhed kan tilpasse løftevognen til at kunne opfylde lige netop deres behov – hvad end en virksomhed løfter kasser, bokse, ruller, tønder eller spande på alt fra 3 til 300 kg.

Læs mere om INOX her: https://hovmand.com/da_dk/produkter/inox-serien