Forskere fra RMIT University har udviklet et nyt satellitbilledværktøj, der er i stand til at detektere plastikrester på strande ved at analysere, hvordan sand, vand og plastik reflekterer lys. Denne metode, valideret i feltforsøg, gør det muligt at spotte plastik på kystlinjer fra en højde på mere end 600 km.
Satellitteknologi bruges allerede til at spore de enorme mængder plastik, der flyder rundt i vores oceaner – fra relativt små drifter, der indeholder tusindvis af plastikflasker, poser og fiskenet, op til gigantiske flydende affaldsøer som Great Pacific Garbage Patch, som er tre gange på størrelse med Frankrig. Denne teknologi er dog mindre effektiv på strande, hvor plastikken nemt kan blande sig med sandet.
Det seneste fremskridt, offentliggjort i Marine Pollution Bulletin, giver en effektiv måde at spotte plastik på strande, hvor det lettere kan tilgås og fjernes ved målrettet oprydningsindsats.
For at teste dens ydeevne blev 14 plastikmål på omkring to kvadratmeter hver placeret på en strand. Hvert mål var lavet af forskellige typer plastik og var mindre end satellittens pixelstørrelse på omkring 3m2.
Satellitbillederne ved hjælp af det nye indeks blev sammenlignet med tre eksisterende indekser, hvoraf to var designet til at detektere plast på land og et til at detektere plast i vandmiljøer.
BPDI klarede sig bedre end alle tre, hvor de andre enten kæmpede for at differentiere plastikforurenede pixels på stranden eller havde en tendens til at fejlklassificere skygge og vand som plastik.
Kilde:RMIT University/scitechdaily
