Fra den 1. juli 2025 bliver omkring 41.000 virksomheder omfattet af producentansvaret for emballage, men allerede fra den 1. april i år skal virksomhederne registrere sig og indberette deres emballagemængder til myndighederne.
Virksomhederne skal bl.a. indberette, hvor meget pap, plast, glas, tape, clips osv. de forventer at bruge i 2024, og om det er emballage, der ender hos erhverv eller private husholdninger.
For at give virksomhederne en hjælpende hånd og samtidig være med til at sikre, at indberetningerne sker korrekt, har den kollektive ordning Emballageretur udviklet det digitale værktøj ’Budgetskemaet’. Med Budgetskemaet kan en virksomhed systematisk arbejde sig igennem de informationer, som de er forpligtet til at indberette til myndighederne.
Når alle informationer er på plads, kan virksomhederne gennem selvsamme Budgetskema foretage den faktiske myndighedsindberetning gennem Emballagereturs systemer.
– For mange virksomheder kræver det en del mandetimer at finde frem til og regne på tallene, der skal fremgå af indberetningen. Med Budgetskemaet får virksomhederne et digitalt værktøj, der er en form for tjekliste og samtidig kan bruges til selve indberetningen, som vi har automatiseret for at mindske fejl og for at undgå unødigt bureaukrati, siger Morten Harboe-Jepsen, adm. direktør i Emballageretur.
Det estimeres, at i alt 1,1 mio. tons emballage vil være omfattet af producentansvaret, og det kommer til at koste de berørte virksomheder 2,35 mia. kroner om året at få emballagen håndteret. Det er en omfattende opgave, som bliver løst af kollektive ordninger såsom Emballageretur.
– Det er en enorm opgave, som skal løftes af virksomhederne både individuelt og i fællesskab. Hvis man ikke allerede er i gang med forberedelserne, vil jeg anbefale, at man hurtigst muligt får afsat ressourcer i organisationen til at komme i gang. Emballageretur er funderet på knap 20 års erfaring med håndtering af producentansvar, og vi er klar til at hjælpe virksomhederne fra første dag, siger Morten Harboe-Jepsen.
Ud over rapporteringsdelen, som begynder for virksomhederne til foråret, så venter der dem derfor også en stor opgave indenfor design af emballage, og til det har Emballageretur udviklet værktøjet Prisindikatoren, der blev lanceret i efteråret 2023.
– Der er mange opgaver forbundet producentansvaret, men det giver også muligheder for at styrke din
forretning. Producentansvaret giver nemlig anledning til at tænke over design, materialer og mængder af
emballage. På den måde kan producentansvaret være et værktøj til at optimere din forretning på flere
områder. Prisindikatoren viser, hvad de forskellige mængder og typer emballage kan koste din virksomhed, og giver derfor også et kvalificeret bud på, hvilke gevinster der er at hente ved at designe sin emballage bedre, siger Morten Harboe-Jepsen.
Kilde: Emballageretur