
Kollektiv-ordningen til emballageaffald, Emballageretur, er klar med sine priser for indsamling og håndtering af emballageaffald. Priserne er en noget anden læsning for mange virksomheder end da den første af de store ordninger, Vana, tidligere på sommeren præsenterede deres prisliste.
Især prisen på glas, der har været meget omtalt, er markant lavere hos Emballageretur (3,69 kroner mod 6 kr.). Også papir-afgiften er lavere. Den fraktion har den største procentmæssige fald (71), fra 0,24 kr. til 0,14 kr.
De øvrige priser er:
Pap: 2,99 (3,56)
Metaller: 6,94 (8,45)
Plast: 5,16 (6,81)
MDK: 8,97 (11,69)
Priserne i parentes dækker, hvis virksomhederne ender i rødt niveau i forhold til miljøgraduering.
Emballageretur er en del af den store Retur-familie, hvilket giver en række stordriftsfordele, og dermed også lavere priser på at håndtere affaldet.
– Producentansvaret indebærer betydelige omkostninger for vores medlemsvirksomheder. Derfor har vi arbejdet målrettet på at skabe en løsning, der forener effektiv drift, miljøhensyn og økonomisk ansvarlighed. Samtidig går vi et skridt videre sammen med vores partnere, der leverer både avanceret teknologi og nye anlæg. På den måde sikrer vi en god omkostningsstyring og har hele tiden muligheden for løbende at forbedre løsningen i fællesskab med vores samarbejdspartnere, så den omfavner såvel lovgivning som vores ambitioner om en mere cirkulær økonomi, siger Morten Harboe-Jepsen, adm. direktør i Emballageretur.
Samtidig kommer man fra Emballageretur med en opfordring til, at der etableres fælles retningslinjer for den kommunale beregning af omkostninger, ligesom man ønsker, at kommunerne hurtigst muligt kommunikerer til borgerne, hvor mange penge de kommer til at spare i renovationsbidrag.
Fra flere sider stilles der spørgsmålstegn ved, hvordan kommunerne beregner deres omkostninger til deres del af indsamlingen og håndteringen af emballageaffald. Forskellene på kommuner med henholdsvis relativt høje og relativt lave omkostninger kan være flere tusinde procent.
Der kan være mange grunde til, at omkostningerne er endog meget forskellige, men det er umuligt at finde ud af, hvis ikke kommunerne får nogle fælles retningslinjer til at lave deres beregninger ud fra.
– Vi har påpeget denne problemstilling i snart to år. Der er akut behov for at skabe et sagligt grundlag at vurdere kommunernes omkostninger ud fra – både af hensyn til gennemsigtigheden og af hensyn til, at omkostningsforskellene rammer de berørte virksomheder meget forskelligt. De relevante myndigheder bør definere beregningsgrundlaget, ellers har kommunerne ret beset ikke en chance for at lave ensartede beregninger, der afspejler de omkostninger, som de skal have kompensation for, siger Morten Harboe-Jepsen.
Omkring 7.000 danske virksomheder får fra oktober ansvar for den emballage, de sætter på markedet. Emballageretur repræsenterer over 2.100 af disse virksomheder.
Kilde: Emballageretur