
Paller anvendes over hele kloden. Faktisk cirkulerer der mere end ½ mia. europaller rundt i verden. Det er i år 60 år siden, at europallen så dagens lys og 30 år siden Epal kom til verden. Og det skal da markeres, mener man hos Epal.
Derfor har de udskrevet en lidt anderledes konkurrence, der ikke så meget bunder i pallens normale funktion, men mere i de mange andre steder og funktioner, som paller gennem tiden også har været anvendt til.
Det gælder altså om at tage de bedste og mest usædvanlige billeder af paller. Sofa-pallen, stolen og sengen er nok for velkendte, men falder man over noget andet smart, er det bare at knipse løs.
Konkurrencen hedder Snap the pallet, og skal markere afslutningen på jubilæumsåret 2021.
Konkurrencen løber fra i dag, den 1. december, og frem til udgangen af februar. Hver måned udvælges månedens billede, der vinder 1.000 euro. Der er fem 2. præmier på 100 euro. Den samlede vinder, der udvælges omkring 1. marts, kan stikke af sted med 3.000 euro.
Så det er bare at komme i gang. De mange billeder bliver lagt ud på instagram snapthepallet