I kampen mod et stigende forbrug af kød er der kommet stadig flere vegetabilske produkter frem, der ligner, smager og hedder noget med kød. Men det er slut nu – i hvert fald i Frankrig. Her må producenterne ikke længere anvende ord som burger, steak eller filet i kampen om kundernes gunst. Det er ganske enkelt vildledende, mener Jean-Baptiste Moreau, der er bagmanden bag forslaget. Han er også landmand og en del af præsidentens parti – eller bevægelse – En Marche!
Forslaget omfatter ikke kun kødlignende produkter. Også inden for mejerisektoren vil man se sig nødsaget til at finde andre navne end dem, som refererer til dyr. Så det er slut med mælk eller smør, hvis de fx er fremstillet af soya i stedet for mælk fra dyr.
Og det kan blive en dyr fornøjelse ikke at rette sig efter de nye regler. En overtrædelse vil koste den nette sum af 300.000 euro – sådan cirka 2,2 mio. kr.