Verdion har store forventninger til fortsat vækst på det nordiske marked. Derfor ansætter den paneuropæiske logistik- og ejendomsudviklingsspecialist nu en ny Head of Leasing på det svenske marked i form af den rutinerede profil, Anders Johansson.
I sin nye rolle hos Verdion bliver svenske Anders Johansson ansvarlig for at lede virksomhedens svenske leasingaktiviteter, udvikle og udvide strategiske relationer på markedet for lejere og identificere nye muligheder i hele landet. Han får base på Verdions kontor i Stockholm.
Anders Johansson kommer med over 15 års erfaring med leasing af fast ejendom, udvikling og asset management. Han har senest været ansat hos Stendorren Fastigheter, hvor han var ansat som Head of Logistics Properties. Han har desuden tidligere arbejdet for Colliers i Stockholm og Göteborg, samt ejet og drevet sine egne ejendomsvirksomheder i Göteborg, Stockholm og Luleå.
Verdion udvider fortsat sine aktiviteter flere steder i Europa. Virksomhedens anden fond – Verdion European Logistics Fund 2, også kaldet VELF 2, fokuserer blandt andet på at tilbyde nye muligheder til markedet på strategiske lokationer i Danmark, Sverige, Tyskland og Holland.
Verdions nordiske portefølje omfatter nye projekter i Södertälje i nærheden af Stockholm og Horsens og Vejle herhjemme, samt en portefølje af logistikparker i Storkøbenhavn, Göteborg, Jӧnkӧping og Rosersberg i Sverige.