Klima er kommet helt i top hos mange danskere, og for at hjælpe forbrugerne på vej vil Salling Group have en klimamærkning på tværs af alle butikskæder. Idéen er at kunne klimarangordne produkter, så forbrugerne kan træffe oplyste valg.
– Vi er klar til at arbejde aktivt for en ordentlig, reel og ambitiøs klimamærkning i Danmark baseret på forskning og fælles standarder for klimaaftryk. Den ambition lancerer vi nu og inviterer alle til at deltage, hvilket er essentielt, hvis vi skal lykkes, siger Per Bank, Salling Groups administrerende direktør.
Ambitionerne om en klimamærkning har tidligere været efterlyst fra både eksperter og politisk hold. Men det er første gang, at en detailkoncern bakker op og vil arbejde aktivt for et fælles tiltag.
Helt konkret peger Salling Group på en mærkningsordning, hvor forskellige varekategorier rangordnes efter deres klimapåvirkning. Salling Group vil investere i arbejdet for at finde de bedste metoder og er også klar til at bidrage med midler til forskning, så de rigtige løsninger findes.