Energibesparelse er ét af omdrejningspunkterne til at opnå den efterhånden velkendte nedgang i CO2-udslippet på 70 procent.
Men en ting er de teoretiske snakke om at nedsætte energiforbruget, noget andet kan være at udføre det i praksis. Derfor har Plastindustrien startet Netværk for Energibesparelser, som skal gøre det muligt for virksomheder at sparre med hinanden og holde sig opdateret på ny viden inden for CO2-reduktion og energibesparende tiltag.
Det er Anders K. Knudsen, miljøkonsulent i Plastindustrien, er tovholder på det nye netværk
Idéen til det nye netværk blev til i forbindelse med afrundingen af brancheaftalen Plastindustrien, Energistyrelsen og 23 danske plastvirksomheder.
Brancheaftalen, eller i daglig tale PSO-aftalen, løb over en femårig periode fra 2015-2020, og havde til formål at reducere virksomheders energiforbrug og CO2-udledning. Arbejdet kulminerede sidste år med udgivelsen af kataloget: Energibesparelser i den danske plastbranche samt konferencen på LEGO House Den energieffektive Plastindustri.
Formålet med netværket er at bygge videre på de mange gode erfaringer fra PSO-aftalen og gøre det muligt for virksomheder fremover at sparre med hinanden og holde sig opdateret på dagsordener omkring CO2-reduktioner og energibesparelser, hvor der sker rigtig meget lige nu, fortæller Anders Kildegaard Knudsen, som er miljøkonsulent i Plastindustrien og facilitator af netværket.
Torsdag den 9. juni afholdes første møde i Plastindustriens Netværk for Energibesparelser hos Grundfos. Deltagelse er gratis og forbeholdt Plastindustriens medlemmer. Der er begrænsede pladser som fordeles efter først til mølle-princippet.
På netværksmødet kan du bl.a. høre om Grundfos’ reduktion af energiforbrug, et helt nyt samarbejde med Energiteknolog-uddannelsen, regler og muligheder inden for brug af overskudsvarme, håndtering af høje elpriser – og meget mere.
Kilde: Plastindustrien