
Stora Enso har indgået et strategisk samarbejde med det amerikanske selskab HS Manufacturing Group (HSMG), en producent af plantebaseret barrierelag for at videreudvikle Stora Ensos sortiment inden for støbt fiber. Stora Enso vil bruge HSMGs Protean-teknologi til mademballage.
Teknologien består af et biologisk nedbrydeligt og genanvendeligt additiv, der giver fiberbaseret emballage vand-, fedt- og olieresistente egenskaber.
Stora Enso vil bruge barrierer-teknologien i produktserien PureFiber. Teknologien muliggør fremstilling af engangsprodukter, der er fornybare, genanvendelige, biologisk nedbrydelige og plastfrie. Protean-teknologien kan anvendes til at fremstille en lang række cellulosebaserede papirprodukter af høj kvalitet, inklusive engangsservicevarer.
De første produkter vil være tilgængelige på markedet i begyndelsen af 2020 med fokus på emballering til fastfoodrestauranter.