Her i februar har Arla lanceret en ny og mere miljøvenlig karton til deres mælk, Arla 24. De nye kartoner er lavet af træ- og plantematerialer og sikrer en CO2-reduktion på hele 22 pct. Ændringen er det seneste skridt på Arlas vej mod, at alle Arlas mælkekartoner skal være fremstillet af naturmaterialer inden 2020. Arla forventer at sælge 92 mio. af de nye kartoner i 2019.
De nye kartoner er lavet af brunt pap, der er fremstillet af naturlige materialer fra træ og planter helt uden brug af blegningsprocesser. Det betyder, at Arla i samarbejde med kartonleverandøren har fjernet et hvidt kridtlag fra kartonen, som derfor har ét lag mindre end andre kartoner. Ved at fjerne et kridtlag og undgå blegningen bliver kartonernes CO2-udledning reduceret med 22 pct.
– Vi arbejder benhårdt på at gøre vores mælk klimavenlig, og bæredygtig emballage er en vigtig del af løsningen. Ved at hælde 92 millioner liter Arla 24-mælk på de grønne kartoner reducerer vi sammen med danskerne CO2-udledningen med 22 procent sammenlignet med den tidligere karton, siger Jakob B. Knudsen, landedirektør i Arla Danmark.
De grønne kartoner til Arla 24 er seneste skridt på vejen mod Arlas ambitiøse klimamål. Allerede i 2020 skal alle Arlas mælkekartoner være fremstillet af naturmaterialer. Det hænger sammen med andelsmejeriets mål om, at CO2-udledningen i 2020 skal være reduceret med en fjerdedel i forhold til 2005.
– Klimavenlige kartoner er en vigtig del af vores klimastrategi. Men vi stopper ikke ved kartonerne. Vi er i gang med at udskifte emballagen på alle vores store produktkategorier, siger Jakob B. Knudsen. Han tilføjer:
– Et andet område, vi arbejder med, er bedre genanvendelse af mælkekartonerne. Vi kigger derfor på, hvordan mælkekartoner kan blive en del af affaldssorteringen i landets kommuner, så vi undgår spild af pap, der har masser af mil i sig endnu.