Fra den 1. juli næste år er det planen, at alle skal sortere affaldet ens – en slags strømlinet affaldsordning, der kunne læses i affaldsplanen med titlen ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi”.
Fremover skal vi derfor alle sortere vores affald i de samme ti affaldstyper. Uanset hvor man er i landet.
En ting er dog de overordnede planer, noget er, hvordan den tager sig ud på et mere terrængående plan.
Derfor sender miljøminister Lea Wermelin nu en ny affaldsbekendtgørelse i høring. Bekendtgørelsen sætter rammerne for, hvordan borgerne fremover skal sortere affaldet ens. Den indeholder blandt andet fælles piktogrammer, så det bliver nemt at sortere de ti forskellige affaldstyper på arbejdspladsen, i sommerhuset og i det offentlige rum. Og som gør, at producenterne tydeligt kan markere, hvordan leverpostejsbakken eller shampoo-flasken skal sorteres. Samtidigt med bekendtgørelsen sendes også vejledninger i høring fra Miljøstyrelsen, der skal hjælpe kommunerne med udformningen af deres indsamlingsordninger, og de nye nationale sorteringskriterier, for bl.a. pap-, papir- og plastikaffald. Det er lige nu forskelligt fra kommune til kommune.
– Vi skal af med Europa-rekorden i at smide ud og brænde plastik af. Her kan alle gøre en grøn forskel ved at sortere vores affald, så vi kan genbruge og genanvende meget mere herhjemme. Det har været et uløst problem igennem mange år, men nu tager vi fat på det, siger miljøminister Lea Wermelin.