
Nu er det i orden at smide tomme Pucko-dåser i det svenske pant-system. Pucko er en klassisk svensk mælkechokolade-drik, og hidtil har det ikke været pant Pucko-dåser.
Det var der flere årsager til. På grund af deres mælkeindhold på mere end 50 procent, ville der lugte af sur, gammel i butikkerne, hvis de blev pantet, ligesom mælkeindholdet også ville påvirke pantautomaternes funktionalitet.
Men det viste sig at være en fordom. I sommeren 2020 gennemførte Arla, der ejer Pucko, en test med seks butikker i Vestsverige, og pantningen hverken gav problemer med maskinerne eller lugt i butikkerne.
Med baggrund i det resultat tog man sagen op med Returpack, det svenske svar på Dansk Retursystem, og her var man så positivt stemt, at man lukkede Pucko ind i folden.
Konkret betyder det, at cirka 1,4 mio. Pucko-aludåser nu havner som retur-emballage fremfor at havne alle andre steder. Oversat til metal betyder det, at 24 tons aluminium bliver genanvendt – en CO2-reducering på mere end 240 tons årligt.
Herhjemme er dåser med mælkeindhold, som fx chokoladedrik, ikke medtaget i pantsystemet, meget på grund af de samme forbehold, som man har haft i Sverige.