
Den danske detailkæde Normal har valgt entreprenørvirksomheden BASE Erhverv as, Horsens, som totalentreprenør på opførelsen af et nyt logistikcenter i Hedensted. Projektet er det største nogensinde i BASE Erhvervs historie.
Det nye logistikcenter bliver på næsten 80.000 m2 lager og kontor samt næsten 60.000 m2 areal til parkering, specielt af lastvogne. Projektet udføres på en næsten 200.000 m2 stor byggegrund, som detasilkædenL har købt af Hedensted kommune.
Byggestart på totalentreprise-projektet er den 1. august, og det nye logistikcenter afleveres kort før jul 2022.
I dag har kæden logistikcenter i lejede lokaler i Gedved, Horsens Nord. Med det nye logistikcenter i Hedensted får virksomheden tre gange så meget volumen som i dag.
Normal er en danskejet detailkæde, som åbnede dørene til den første butik i Silkeborg i foråret 2013, og siden da er der åbnet næsten 300 butikker i Danmark samt yderligere fem lande: Norge, Sverige, Holland, Frankrig og Finland.
”NORMAL Logistikpark” i Hedensted opføres med henblik på at opnå DGNB Guld certificering. Projektet udføres i et samarbejde med ingeniørfirmaet Rønslev, Horsens, og arkitektfirmaet Frost Larsen, Skanderborg.