
Det er ingen nyhed, at e-handel overordnet set er i vækst, men nu får e-handel af dagligvarer et stort boost. Det er Coop, som står bag, og de tilbyder i første omgang københavnerne, at de kan få dagligvarer fra Coop samme dag, som de bliver bestilt. Et leveringskoncept, som Coop.dk MAD inden længe planlægger at tilbyde i hele landet.
– Vi skal være hele Danmarks online-supermarked, og for at blive det skal vi konstant udvikle konceptet – herunder også leveringsintervallerne, siger Morten Viktor, direktør hos Coop.dk MAD.
For at kunne give samme leveringstilbud til resten af landet planlægger Coop-koncernen, der driver Irma, Fakta, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen og Kvickly, fra efteråret at kæde alle 1.200 butikker sammen med online-butikken: Coop.dk MAD.
– Vores store konkurrencefordel er, at vi har et fantastisk netværk af fysiske butikker med et udvalg, der spænder fra discount til gourmet. Ved i højere grad at kæde de fysiske butikker sammen med online-butikken kan vi med -næsten – et slag blive landsdækkende med et koncept, hvor leveringen samme dag også er tænkt ind, forklarer Morten Viktor.
Bor man fx i en mindre dansk by, vil man på Coop.dk MAD fra efteråret kunne få tilbudt det samme sortiment, der er i de lokale Coop-butikker. Her vil varerne så blive pakket og gjort klar til afhentning i butikken eller levering.
Københavnertilbuddet er allerede gået i luften.