De fleste forbinder formentlig languster som en spise, man primært får sydpå. Der er omkring 40 forskellige varianter af krebsedyret, og den europæiske variant kan blive op til 50 cm lang.
Det er nu ikke dyret som en delikatesse, det handlede om, da virksomheden Scottish CuanTec gik i gang. I stedet kunne de anvende dyrets skjold til at fremstille en bioplast, der kan anvendes til blandt andet fiskeemballage.
Ifølge virksomheden er der tale om noget nær det perfekte, cirkulære system, hvor et affaldsprodukt fra fødevareproduktionen kan anvendes som emballage til selv samme fødevarer – langusteren kunne i princippet blive emballeret i sit eget skjold en gang til, kunne man fristes til at sige.
Ifølge CuanTecs hjemmeside er virksomheden den første til at have udviklet en proces, der med biologisk gæring ekstraherer chitin fra skjoldet fra en languster. Processen bruger bakterier og er uden skadelige kemikalier. Andre fordele er, at bioplastproduktet har antimikrobielle egenskaber og producerer en klar film uden det gule skær, hvilket ellers er forbundet med chitosanbaserede bioplastprodukter.
Emballageproduktet er endnu ikke helt færdigudviklet, men hos den engelske detailkæde Waitrose har man store forhåbninger til den kommende emballage.
-At finde et plastalternativ, der ikke går til deponering, er meget vigtigt, for at vi kan nå vores mål om at sikre, at al emballage til vores egne mærker er fuldstændig genanvendelig eller komposterbar før 2023, siger Waitroses emballagechef Karen Graley.