Regeringen vil forbyde de farlige flourstoffer, som tilsættes forskellige fødevareemballager. Stofferne har den gode egenskab, at de kan afvise vand og snavs, men den uheldige egenskab, at de kan migrere fra emballagen og over i fødevaren. Stofferne er kendt for at være sundhedsskadelige, og det er baggrunden for, at regeringen med fødevareminister Mogens Jensen i spidsen nu vil forbyde det.
Stofferne har efterhånden mange år på bagen, men har også i mange år været omdrejningspunktet for en diskussion om farligheden. De anses for at have en lang række negative effekter, der tæller både øget risiko for cancer og abort, påvirkning af immunforsvaret og at være hormonforstyrrende.
Forbuddet omfatter anvendelsen af alle organiske fluorerede forbindelser i fødevarekontaktmaterialer af pap og papir. Det vil fortsat være muligt at anvende genbrugspap og -papir til fødevarer, men hvis der er et indhold af fluorstoffer i materialet, så skal det adskilles fra maden med en barriere, der sikrer, at der ikke vandrer fluorstoffer over i maden.
Forbuddet er sat i ekstern høring. Fødevarestyrelsen forventer, at forbuddet vil træde i kraft til juli 2020.