Palleteringsvirksomheden er trådt ind i 2018 fuld af optimisme efter en vellykket effektiviseringsproces, som har betydet ordretilgang og ansættelse af flere medarbejdere.
Hjulene er for alvor kommet op i omdrejninger på fabrikken i Vemmelev, efter Dan Palletiser i juli sidste år blev opkøbt af automatiseringsvirksomheden Bila.
– På det halve år, der er gået siden overtagelsen, har vi fået styrket vores markedsposition markant, og vi oplever en støt ordretilgang og stor interesse for vores produkt, ikke kun herhjemme, men i høj grad også fra udlandet, lyder det fra Dan Palletisers COO, Simon R. Sørensen.
Den sjællandske palleteringsvirksomhed lukkede lige inden årsskiftet to større ordrer til henholdsvis Sverige og Norge og lagde i det nye år ud med at lukke endnu en i Sverige. Også uden for Skandinavien er efterspørgslen stor, og i England har Dan Palletiser for nylig ansat en sælger, som skal arbejde sammen med virksomhedens salgskoordinator derovre.
– England var ubetinget vores største marked før i tiden, og nu satser vi stort på det igen. Vi forventer et seriøst ordreboost fra det engelske marked, og det betyder også, at vi løbende ansætter nye folk, fortæller Simon R. Sørensen og tilføjer, at man alene i januar måned har ansat to nye sælgere.