At affald er en ressource, er ved at være en ganske tyndslidt floskel, men ikke desto mindre skal vi være bedre til at udnytte affaldet. Men hvordan går det til. og hvad kan vi gøre bedre? Det vil svenske Scanfill, et datterselskab til Polykemi, gerne fortælle om og vise.
Torsdag den 9. maj arrangerer virksomheden sammen med organisationen Packbridge et dagsseminar under overskriften ”Plastic recycling in reality – don’t let the value go to waste”.
Her vil blive diskuteret og belyst, hvordan plastaffald kan genbruges som den vigtige ressource, det vitterligt er, og høre fra virksomheder, der allerede i dag gør god brug af genanvendt plast. Det gælder bl.a. Volvo Cars.
Der vil også være mulighed for at tale med eksperter omkring de mulige forretningsidéer, der kan ligge i genanvendt plast, og hvilke potentialer der ligger i materialerne.
Der bliver også budt på en rundvisning hos både Scanfill og Polykemi.
Arrangementet finder sted i den sydsvenske by Ystad kl. 10-16.