I takt med at 3D-print i stigende grad indgår i produktionen, skaber de nye muligheder også behov for specifikke standarder for 3D-print. Det kan være inden for kvalitetssikring, kontrolmetoder og muligheden for at kunne graduere slutproduktets egenskaber, fx i forhold til styrke.
– Kontrollen skal skræddersys til emnet. Jo mere kritisk en komponent er – økonomisk eller sikkerhedsmæssigt – des mere minutiøs og grundig er kvalitetskontrollen. Og der er også forskellige behov til fx styrkegraden, afhængigt af om det er lavrisikoforbrugsprodukter eller højrisikoprodukter, fortæller Nikolaj Kjelgaard Vedel-Smith, der er konsulent på Teknologisk.
Lavrisikoprodukter kunne fx være briller, pickupper og urremme eller nogle typer af produktionsværktøjer som laksegribere, småkagetyller og formværktøjer. I den modsatte ende af spektret finder man højrisikoprodukter som fx beslag til fly, hjulophæng til lastbiler eller brændkamre til raketter.
Standarderne for 3D-print skal således være med til at sætte en ramme for den tekniske fremstillingsproces og nogle fælles retningslinjer og metoder til at udføre test og kontrol. Hvilket alt sammen i større eller mindre grad er en del af fundamentet for den forretning, man gerne vil bygge op eller den sikkerhed, man behøver, når man køber produkter.
– Det handler altså i høj grad også om at ”få papir på”, at teknologien kan de ting, vi ved, den kan, understreger Nikolaj Kjelgaard Vedel-Smith.