Kassen er løbet tør for penge hos det danske robotfirma Blue Workforce. En ny finansieringsrunde skulle skaffe mere driftskapital, men det lykkedes ikke at finde de fornødne midler til at drive virksomheden, der har 30 ansatte, videre.
– Vi havde en redningsplan, men kom bare ikke i mål. Nu håber jeg, at det lykkes at føre virksomheden videre i en ny konstruktion, siger Preben Hjørnet, ejer og stifter af virksomheden, til Finans.
Den nuværende konkurs behøver ikke være enden for virksomheden og deres robot, der kaldes for Ragnar. Ud over at arbejde på en plan for kreditorerne og panthaverne har boets kurator, advokat Nicolai Thornemann fra DLA Piper, også iværksat en salgsproces, der involverer udenlandske selskaber og fonde.
Kilde: Finans