
I slutningen af april måned rykker containervirksomheden Boxit officielt ind i de nybyggede haller, der strækker sig over et areal på 1.800 kvadratmeter på Brunagervej i Hasselager.
Den nye afdeling bliver virksomhedens hidtil største og kommer til at koncentrere sig om specialdesignede containerløsninger til virksomheder – et område, som er vokset meget de senere år.
– Når vi vælger at bygge så stort, er det fordi, flere og flere af vores erhvervskunder har specifikke ønsker til deres containerløsninger, som vi selvfølgelig gerne vil hjælpe med. Vi satser stort, men vi tror på, at Boxit kan tage en større plads på markedet for specialdesignede containere, siger COO i Boxit Lars Alkert Andersen.
Afdelingen i Hasselager kommer til at indeholde både tømrerhal, smedehal, maskinhal samt en hal til at reparation af virksomhedens egne lastbiler, der kører over hele landet.
Den nye afdeling er del af et større vokseværk hos den nordjyske virksomhed, der samtidig er i gang med at udvide depotrumsafdelingen i Risskov. Her er der nu grundet specialafdelingens og containerdepotets flytning til Hasselager blevet frigivet plads. Det har givet mulighed for at udvide depotrumsafdelingen i Risskov.
– Vi oplever en stor efterspørgsel på depotrum i Aarhusområdet, og det vil vi selvfølgelig gerne kunne imødekomme. Det er både virksomheder og private, der har brug for mere opbevaringskapacitet, og her er vores afdeling i Risskov en rigtig god lokation i forhold til infrastrukturen, siger Lars Alkert Andersen.
Kilde: Boxit