Rettighederne til den unikke robotteknologi bag den nordjyske robotløsning Ragnar er blevet købt af Odense-firmaet OnRobot, fordi fynboerne ser oplagte synergimuligheder med OnRobots produktsortiment. 12 robotudviklere fra det konkursramte Aalborg-firma Blue Workforce i Aalborg får samtidig ny arbejdsgiver, efter OnRobot har tilbudt dem arbejde som udviklere i den succesfulde internationale robotvirksomhed.
Det skete kun godt 10 dage efter, at Blue Workforce blev taget under konkursbehandling som følge af en fejlslagen finansieringsrunde. Firmaet beskæftigede før konkursen 30 ansatte, og 12 af disse er nu beskæftiget hos OnRobot.
OnRobot har overtaget alle designrettigheder til produkterne i Blue Workforce samt maskiner, lagerbeholdning og værktøj. Disse skal integreres i arbejdet i OnRobots udviklingsafdeling, som designer udstyr og gribeværktøjer til automationsløsninger med samarbejdende robotarme af alle fabrikater, også kaldet collaborative applications. Produkterne fra OnRobot bruges af både mindre og større producenter i fremstillingsindustrien globalt. Blue Workforce, grundlagt i 2012, har især leveret løsninger til fødevareindustri og landbruget.
– Vi så en oplagt mulighed for at udbygge vores produktportefølje med nogle unikke teknologier og kompetencer inden for soft gripping og visionteknologier, altså løsninger som kan håndtere sarte emner og fødevarer uden at beskadige dem samt kamerabaserede løsninger til inspektion på produktionslinjer. Vi forventer meget hurtigt at kunne skabe nye OnRobot-produkter med ingredienser fra de nordjyske opfindelser. Vi har ni forskellige produkter i dag, og inden for de næste 21 måneder vil vi gerne nå op på 40-50 produkter, gribere og sensorer og vision, og alt hvad der ellers skal bruges for at udvikle og implementere collaborative applications. Så i slutningen af 2020 forventer vi at være klar med et komplet produktprogram med udstyr til kollaborative robotløsninger, siger Enrico Krog Iversen, CEO i OnRobot.