Danmarks største bageri, Schulstad, får helt nyt design på alle brødposer. I samarbejde med designvirksomheden Everland er der udarbejdet et nyt og moderne design på de over 50 millioner brød, der sælges årligt. Samtidig igangsættes en kraftig reduktion af plastforbruget i emballagen.
Den nye emballage skal gøre det nemmere for forbrugerne at genkende Schulstad på tværs af bageriets tre brødserier “Levebrød”, “Det Gode” og “Klassisk”.
Det nye design er en del af en større repositionering af Schulstad, der blev igangsat i 2017, under det nye pay-off “Naturlig smag på livet”. Tidligere har Schulstads emballagedesign taget udgangspunkt i deres brødserier som “Det Gode” og “Levebrød” og ikke på det samlede Schulstad-brand, men det laves der nu om på.
Den nye emballage til Schulstads mere end 50 millioner årligt solgte brød kommer ovenikøbet til at spare Schulstad for omkring 100 ton plast om året.
-Vi mindsker vores emballage med en femtedel. Det gør vi ved at reducere folietykkelsen og størrelsen på poserne. Dermed opnår vi en materialebesparelse på 20 procent. Vi har helt enkelt fjernet unødvendig plast til gavn for miljøet, siger Cecilie Wiingaard, marketingchef hos Schulstad.