Stifter af Bogense Plast – Freddy Tindhof – er nyt æresmedlem af Plastindustrien. Udnævnelsen skete i forbindelse med Plastdagen, og baggrunden for hædersbevisningen er den mangeårige indsats for at fremme automatisering og robotter på Bogense Plast.
– Freddy har i over fyrre år drevet sin egen virksomhed, og han er i dag skyld i, at Bogense Plast er en af landets flotteste og mest moderne sprøjtestøbevirksomheder, hvor der er et ambitiøst fokus på robotter, automatisering, orden og systematik, fortalte Søren Ulstrup, bestyrelsesformand for Plastindustrien, da han afslørede udnævnelsen.
-Jeg er både stolt og rigtig glad for æresmedlemskabet af Plastindustrien. Der er dog ingen tvivl om, at jeg også gerne vil fremhæve min kone, som har en rigtig stor andel i, at det hele er lykkedes, sagde Freddy Tindhof, der har været særdeles aktiv i Plastindustrien – blandt andet ved i en årrække at være formand for foreningens Sprøjtestøbesektion.
Et æresmedlemskab giver – udover hæderen – resten af livet gratis adgang til middagen i forbindelse med Plastindustriens årsdag. Freddy Tindhof er den anden person, der bliver udnævnt til æresmedlem i Plastindustriens historie. Tidligere er æren tilfaldet Jens Uhl Nielsen (DKI Plast).