Regeringen og arbejdsmarkedets parter er enige om en ny model for lønkompensation i de syv nordjyske kommuner, der er berørt af nye, lokale restriktioner for at begrænse corona-smitten.
Aftalen har til hensigt at undgå afskedigelser af medarbejdere samt afhjælpe de berørte virksomheder i den nuværende ekstraordinære smitteudviklingssituation i Nordjylland.
Med aftalen indføres en lokal lønkompensation, hvor virksomheder i Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted og Læsø Kommune får adgang til at søge om lønkompensation. Den lokale lønkompensation vil generelt basere sig på forudsætningerne for den tidligere lønkompensationsordning, men der vil ikke blive stillet krav om afholdelse af feriedage for medarbejdere.
Den lokale lønkompensationsordning vil udgøre 75 pct. af de samlede lønudgifter for funktionærers løn månedligt og 90 pct. af de samlede lønudgifter for ikke-funktionærers løn månedligt, dog maksimalt 30.000 kr. pr. omfattet ansat.
Pendlingslønkompensationsordningen vil udgøre 75 pct. af de samlede lønudgifter for funktionærers løn månedligt og 90 pct. af de samlede lønudgifter for ikke-funktionærers løn månedligt, dog maksimalt 45.000 kr. pr. omfattet ansat. Den højere maksimale sats i forhold til øvrige lønkompensationsordninger skal ses i lyset af den helt særlige lokale udfordring for pendlere i Nordjylland.
Ordningerne gælder frem til 3. december.
Kilde: Beskæftigelsesministeriet