Engangsbestik, tallerkener og sugerør i plast skal forbydes i hele EU for at mindske mængden af affald i havet og naturen. Det foreslår EU-Kommissionen mandag i et udspil til nye EU-regler. Udspillet er et led i en omfattende EU-strategi mod de ti engangsprodukter i plast, der oftest ender i havet og på Europas strande.
EU-Kommissionens næstformand med ansvar for vækst, Jyrki Katainen, siger, at plast, der kun bruges én gang, hverken økonomisk eller miljømæssigt er et klogt valg.
-Plast kan være fantastisk. Men vi er nødt til at bruge det mere ansvarligt, siger Katainen.
-De nye regler står i et rimeligt forhold til målet og er tilpasset for at opnå de bedste resultater, skriver EU-Kommissionen i en pressemeddelelse. EU’s forbud skal ifølge forslaget også gælde vatpinde, rørepinde og ballonpinde i plast.
Samtidig lægges der op til, at engangsdrikkebeholdere i plast kun skal være tilladt, hvis deres kapsler og låg hænger fast i flasken. EU-Kommissionens første næstformand, Frans Timmermans, siger, at forbuddet vil ramme produkter, som kan købes i andre materialer end plast til rimelige priser.
-Disse produkter vil ikke forsvinde. De vil bare være lavet af et andet materiale, siger Timmermans.
-Du kan stadig tage på picnic, nyde din drink og rense dine ører ligesom nu.
-Men du får den ekstra bonus, at du kan gøre det med ren samvittighed, når det gælder påvirkningen af miljøet, siger han.
Det nye EU-forslag opstiller det mål, at 90 procent af alle engangsflasker i plast skal indsamles igen i alle EU-lande.
For eksempel ved hjælp af ordninger med pant, foreslår kommissionen. Andre produkter skal mærkes med, hvor dårlige de er for miljøet, og hvordan de bortskaffes efter brug.
Det skal ifølge forslaget blandt andet gælde for hygiejnebind, vådservietter og balloner. Samtidig skal Danmark og de andre EU-lande også opstille nationale mål for at skære ned på brugen af beholdere til fødevarer og kopper af plast.
Producenterne af produkter med engangsplast skal desuden være med til at dække udgifterne til håndtering af affald og oprydning. Det gælder blandt andet producenter af chips og slik i poser af plast, cigaretter med filter, drikkebeholdere, kopper og en række andre varer, der er pakket ind i plast.
Også producenter af fiskeredskaber, der udgør 27 procent af alt affald på strandene, skal være med til at spytte i kassen. Forslaget skal nu diskuteres med medlemslandene og Europa-Parlamentet.
Målet er at få det vedtaget inden valget til Europa-Parlamentet næste år.
Plastindustrien har både ris og ros til EU-Kommissionen
Generelt får EU-tankerne ros med på vejen af brancheforeningen Plastindustrien, som dog også opfordrer til, at man ikke forbyder specifikke plastprodukter uden at have et miljømæssigt bedre alternativ på hånden. EU-Kommissionens udspil indeholder blandt andet forslag om at indføre et producentansvar på fx meget tynde plastposer, mens andre produkter som plastbestik og engangstallerkener i plast foreslås forbudt.
Miljøpolitisk chef i Plastindustrien, Christina Busk, erkender, at plast i havet er en reel miljøudfordring, som vi skal gøre noget ved.
-Derfor er det godt, at EU sætter en agenda på området på baggrund af konkret viden om, hvilke slags produkter der desværre ofte ender op i naturen fx som en konsekvens af manglende affaldshåndtering, dårlig forbrugeradfærd og/eller et uhensigtsmæssigt produktdesign. Der er ingen tvivl om, at der er plads til en klar forbedring.
Christina Busk understreger dog, at det er nødvendigt med grundige analyser, inden man eventuelt forbyder specifikke plastprodukter i EU:
-Det er vores klare opfordring, at man i EU husker at undersøge, hvorvidt der findes miljømæssigt bedre alternativer til de plastprodukter, som står til at blive forbudt. Jeg mener ikke, at det giver mening at forbyde et produkt – bare fordi det er fremstillet i plast – hvis alternativet så samlet set er miljømæssigt værre. Derfor håber jeg, at man vil tænke sig grundigt om, inden man skrider til lovgivning, da EU’s udspil i så fald vil være dårligt for både miljøet og antallet af danske arbejdspladser.
Danmark har godt styr på plastaffaldet – men vi skal blive bedre
Christina Busk peger også på, at Danmark til forskel fra så mange andre lande har et effektivt affaldssystem, men at det faktum ikke må blive en sovepude:
-Der er ingen tvivl om, at vi i Danmark er rigtig gode til at håndtere vores affald – både når vi sammenligner os med andre EU-lande og ikke mindst i forhold til asiatiske lande, som er de helt store syndere i forhold til plast i havet.
Hun uddyber:
-Vi skal i Danmark selvfølgelig stræbe efter at rykke os i en positiv retning, og det kan vi blandt andet gøre ved at designe produkterne smartere og samtidig opfordre forbrugerne til at bruge en skraldespand, når de har været en tur på stranden eller i skoven. Hvis både industri, myndigheder og forbrugere alle sammen tager en smule mere ansvar, så kan vi nå rigtig langt. Det behøver ikke være raketvidenskab at gøre det lidt bedre.