De klassiske engangsbestik er blandt de plastprodukter, der er røget i unåde. Nu melder en svensk designstudent, Pontus Törnqvist, sig på banen med et materiale, som han kalder for ”Potato Plastic”, hvor han udnytter den stivelse, som der findes masser af i skrællerne.
”Potato Plastic” består kun af kartoffelskræller og vand. Processen fra skræl til brugbart materiale er primært opvarmning. Gennem opvarmning af skrællerne får man en tyk grød, der hældes i støbeforme. De opvarmes yderligere og vil i den proces blive omdannet til en slags “termoplast”.
Materialet kan som sagt anvendes til fx engangsbestik. Smides det i naturen, vil det være formuldet efter blot nogle få måneder.