Verdion og Aviva Investors giver grønt lys til, at byggeriet ved E20 Park Copenhagen tæt på Solrød kan gå i gang. Regionens nye lager- og logistiklejemål skal stå klar i andet kvartal af 2022.
E20 Park Copenhagen bliver en af Danmarks største logistikparker med lejemål i mange størrelser på det 38 hektar store areal 35 minutter fra Københavns centrum. Byggeriet forventes afsluttet i april 2022 – muligvis med adgang til lagerenhederne tidligere.
I byggeriets første fase vil omkring 12.000 m2 lager blive bygget spekulativt for at imødekomme efterspørgslen på moderne logistiklejemål med en god geografisk placering. E20 Park Copenhagens placering langs E20 motorvejen, tæt på Solrød, har en strategisk lokation i forhold til Sverige og hovedtrafikåren til Tyskland. Samtidig kan 40 procent af danskerne nås inden for en times kørsel fra området.
På længere sigt får parken kapacitet til logistikarealer på 150.000 m2, når hele arealet på 38 hektar er udnyttet. Ud over de mindre lejemål vil området også kunne rumme meget store, teknisk komplekse bygninger, der vil imødekomme en voksende national og international efterspørgsel.
Væksten i e-handel stiger på alle markeder, og vi ser derfor en stor efterspørgsel på lager- og logistiklejemål hos E20 Park Copenhagen. Beslutningen om at starte spekulativt skal derfor hjælpe med at imødekomme et presserende behov. Området er desuden klargjort til videre udbygning, så nye lejere ved, at vi hurtigt kan levere nye energieffektive enheder, siger John Clements, Executive Director for Verdion.
Den første fase dækker over energieffektiv lagerplads, kontorer og mezzaniner for op til fire virksomheder, der har brug for lejemål fra cirka 2.500 m2 med 10,2 meters loftshøjde, 4 dock-niveau døre, parkeringsplads og et 34 meter dybt indhegnet gårdområde. Lejemålene kan rumme i alt 10.854 pallereoler i et bredt gangareal med alle tilslutningsmuligheder etableret og tilgængelige.
CBRE står for udlejningen, og hovedentreprenør på projektet er Dansk Hal.