Vi hælder chips i os, men poserne bliver i stor udstrækning smidt ud. Det vil Walkers, et PepsiCo-selskab i UK, gøre noget ved. Derfor har de, i samarbejde med TerraCycle, lanceret en kampagne, hvor forbrugere kan aflevere deres chipsposer. Enten hos en lang række indsamlingssteder eller direkte hos TerraCycle. Og det gælder poser fra alle chipsfabrikanter, ikke kun Walkers.
Poserne bliver efterfølgende renset, kørt gennem en shredder og bliver til granulat, der i sidste ende kan anvendes til alt fra urtepotteskjulere til vejstolper. Kampagnen er ikke endemålet for virksomheden. De er i fuld gang med at finde et egnet materiale til fremtidens chipsposer. De har til 2025. Det er den dato, som PepsiCo selv har sat for, at alle deres emballagematerialer skal enten være 100 procent genanvendelige, komposterbare eller bionedbrydelige.
Kilde: Packaging Gateway.