Efterspørgslen på hurtig levering af tryksager er så stor, at det aarhusianske digitaltrykkeri LaserTryk.dk nu åbner produktion i Vallensbæk ved København for at leve op til kundernes ønsker. Med de styrkede produktionsmuskler kan LaserTryk.dk, der sælger langt størstedelen af sine tryksager på nettet, tilbyde lynhurtig levering på hele Sjælland.
– Vores allerhurtigste leveringsform til Sjælland har hidtil været dagen efter bestilling, men nu kan vi tilbyde levering allerede samme dag på alle sjællandske adresser, hvis vi har bestillingen inden klokken 11.00. Hastighed er uden tvivl et af de vigtigste parametre for, at kunderne vælger os og får en god oplevelse. Det har derfor stor betydning for os at kunne levere med samme hurtighed, som vi kan i Jylland, siger Anders Grønborg, adm. dir. i LaserTryk.dk.
Den 3.500 kvadratmeter store produktion rummer fire digitale trykmaskiner, der kan producere cirka 50.000 digitale tryk i timen og bliver arbejdsplads for 30 medarbejdere. De nye produktionsfaciliteter kommer også til at rumme et 200 kvadratmeter stort showroom, hvor kunder kan se, hvor forskelligartede trykløsninger der findes i dag.