Hele 1,4 mia. tomme emballager har danskerne pantet i 2018. Det er et rekordstort antal og en øgning på 200 mio. bare siden 2017. Det viser årsrapporten fra Dansk Retursystem.
– Vi kan se, at selv om forbruget af drikkevarer stiger, så kommer der stadig knap ni ud af ti flasker og dåser retur til genanvendelse. Det er en kendsgerning, at der bruges flere ressourcer til produktion, end jorden har, så vi er nødt til at bruge ressourcerne igen. Vi oplever stor opbakning fra danskerne, og det er helt afgørende for pantsystemets succes, siger finansdirektør i Dansk Retursystem, Lars Klepsch, som nu efter godt et år leverer sit første regnskab i virksomheden.
Til trods for at der skulle håndteres godt 200 mio. flere emballager end året før, landede virksomheden på et regnskabsmæssigt 0-resultat – samtidig med at virksomheden i midten af året reducerede den gennemsnitlige betaling for håndtering af de tomme emballager med 20 pct.
– Vi står nu med resultatet af en målrettet indsats for at øge effektiviteten, som i 2018 blev forbedret med 10 pct., fortæller Lars Klepsch og uddyber:
– Det arbejde fortsætter. Vi fokuserer kontinuerligt på en effektiv cirkulær økonomi, som på en og samme tid gavner både klimaet, beholdningen af jordens ressourcer, producenternes forretning og selvfølgelig i sidste ende forbrugerne.