
Danske KLS PurePrint går efter at kunne kalde sig verdens mest miljørigtige trykkeri. Det er en kurs, som blev sat i 2007, og siden er alle tiltag set gennem den prisme.
Fundamentet var et af Danmarks mest miljøbevidste trykkerier som allerede var ISO 14001 certificeret, Svanemærket og FSC certificeret. Et af de første initiativer var målrettet at gå efter at blive CO2 neutrale. I 2009 købte man en andel af en vindmølle tæt på virksomheden på Avedøre Holme og besluttede udelukkende at bruge vindmølleenergi, og allerede fra 2011 har virksomheden kun købt elbiler som firmabiler.
Den cirkulære tankegang var en grundlæggende forudsætning for det fortsatte arbejde, og det næste mål blev at udvikle biologisk nedbrydelige tryksager og emballage – helt fri for skadelige kemikalier og tungmetaller i både produkt og i produktionsprocessen.
Efter flere års udvikling lykkedes det, og KLS PurePrint blev i 2015 Cradle to Cradle certificeret, som det andet trykkeri i verden. I september 2015 blev FN’s Verdensmål lanceret, og de har siden været en vigtig referenceramme for det fortsatte udviklingsarbejde.
Vi vil være med længst fremme og være med til at udvikle materialer og sætte nye standarder. Vi vil ikke være de største, men vi vil være dem, der har størst erfaring og kendskab til bæredygtighed i vores branche – det er vores vision og dét som vi arbejder for hver dag, forklarer Kasper Larsen, CCO i KLS PurePrint.
Virksomheden har vundet flere priser for arbejdet, bl.a. Food & Bio Cluster Denmark’s Food Innovation Award i 2019 for udviklingen af bæredygtig fødevareemballage.
Flere store kunder ønskede at deres emballager ligeledes var verificeret komposterbare, og efter flere års arbejde blev KLS PurePrint i 2020 godkendt i henh. til den Europæiske komposteringsstandard EN 13432.
Kilde: KLS PurePrint