Skatteministeriet har fundet en løsning til at udskyde indbetalingen af A-skat for marts, som Folketinget af tekniske årsager ikke kunne udsætte. Det tager DI særdeles godt imod. Virksomhedernes betaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for april, maj og juni blev udskudt allerede med de første hjælpepakker. Men skatten for marts forfalder stadig til betaling henholdsvis den 31. marts og den 14. april for store og mindre virksomheder.
– Det her er en virkelig god nyhed. Det er i sidste øjeblik, at der findes en løsning, hvor de hårdest ramte virksomheder kan vente med at betale A-skat for marts uden at blive pålagt renter og gebyrer. For mange virksomheder kan det være en helt afgørende hjælp i denne historisk svære tid, siger direktør Kent Damsgaard fra Dansk Industri.
Rent praktisk er der tale om en løsning, hvor virksomheder i brancher, som regeringen har pålagt at holde lukket, kan søge om fritagelse for renter og gebyrer ved for sen betaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Det samme gælder andre virksomheder, der har været tilsvarende hårdt ramt. Ansøgningen skal ske, når situationen igen er normaliseret, og skatteindbetalingen foretages.
Kilde: DI