Den billigste energi er den, man ikke bruger, og der er den slags energibesparelser at hente flere steder. Det er konklusionen fra det afsluttede innovationsprojekt AVES, der er blevet til i regi af Energy Cluster Danmark.
Og den oplagte energi-tese om at spare energi finder man også hos virksomheden Seluxit fra Aalborg, der har specialiseret sig i digitale løsninger, der energieffektiviserer alt fra bygninger til industriproduktion; blandt andet gennem produktet ShowMe, der er udviklet i AVES.
Vi har knyttet det såkaldte internet of things til energisektoren og udviklet et komplet set-up med instrumentbræt, software og sensorer til industrielle produktionslinjer til overvågning med henblik på at opnå energibesparelser gennem vedligeholdelsesplanlægning og produktionskontrol, siger Daniel Lux, CEO i Seluxit.
I AVES-projektet testede projektpartnerne teknologien hos en produktionsvirksomhed i Hobro.
Vi satte vores sensorer på forskellige dele af produktionen, fx ventilatorer og kompressorer. At de ikke slukkede, kostede dem 1.000 kroner for en nat. Deres standby-forbrug kunne også reduceres. Med de aktuelle energipriser må vi bare sige, at produktet er relevant på tværs af mange sektorer, siger Daniel Lux.
Seluxit har p.t. 15 aktive kunder på ShowMe, der sælges som software as a service. Produktet kan både bruges til at visualisere virksomheders energiforbrug og til styring af strømforbrug, så det benyttes, når elprisen er billigst – blandt andet gennem integration til Energinets datahub.
Energieffektive teknologier er et vigtigt udgangspunkt for vores vej mod en klimaneutral fremtid, og derfor er AVES-projektet et godt eksempel på, at det betaler sig at samarbejde om innovation. De medvirkede virksomheder har fået nye produkter på hylderne – samtidig med at de gør en positiv forskel for industriens klimaaftryk, når der spares på energien, siger Glenda Napier, CEO i Energy Cluster Denmark.
Kilde: Energy Cluster Denmark