
Samarbejdet mellem VVS-virksomheden Grohe og Mater tager fart og viser sig nu i et nyt design i relanceringen af Børge Mogensens designerstol fra 1958. Klassikeren, der er døbt Børge Mogensen Conscious, er blandt andet lavet af genbrugsplast fra Grohe.
Det er første gang nogensinde, at Børge Mogensens design fra 1958 relanceres i et andet materiale end det originale.
Sammen med Mater har produktudviklingen taget form i samarbejde med tre af møbelarkitektens børnebørn. For dem er bæredygtighed et vigtigt element i videreudviklingen af deres bedstefars design, og en naturlig forlængelse af ønsket om at demokratisere design og minimere ressourcer – værdier som stod Børge Mogensen meget nært:
Børge var en visionær på højt niveau. Han accepterede ikke normen, og ville lave verden om. Vi er meget enige i familien om, at bare fordi man kan producere noget af Børges design qua hans navn, er det ikke ensbetydende med, at man skal. Det skal også give mening på parametre, man ikke kan måle og veje lige nu og her. Bæredygtighed, medmenneskelighed og god energi. Og det skal være med mennesker, som er visionære og ikke accepterer verdens status quo. Det oplever vi med dette samarbejde, hvor vi kan være med til at innovere møbelbranchen, siger Emilie Mogensen, barnebarn og Creative director.
Det har i mange år været normalt for forbrugerne at købe nyt og være en del af et stigende overforbrug. Og mange virksomheder har længe forsøgt at tilfredsstille forbrugerne med nye designs og produktlanceringer flere gange årligt. Det er den brug-og-smid-væk-kultur, Grohe og Mater forsøger at gøre op med:
I Grohe vil vi gerne gøre op med den lineære brug- og smid-væk-kultur, og det er vores partnerskab med Mater et skridt på vejen mod. Vi er glade for, at Mater deler de samme bæredygtige værdier som os, så vi i fællesskab kan forvalte vores naturlige ressourcer bedre siger Mette Nielsen Leader Marketing, Grohe Danmark.
Stolen er produceret i tre forskellige farver
Kilde: Grohe