Pakkegiganten GLS har gennem flere år haft tocifret vækst, og for at sikre den fortsatte vækstrejse er tiden kommet til at øge kapaciteten på Sjælland. Valget er faldet på Ringsted, der er centralt placeret midt på Sjælland.
Her har GLS netop overtaget en grund på hele 80.000 m2.
Det er med stor glæde, at vi netop har overtaget grunden i Business Park Ringsted. Investeringen i Ringsted skal være med til at sikre, at vi fortsætter vores vækstrejse med stort fokus på, at give vores kunder en god oplevelse, når de bruger os, fortæller Steen Kristensen, Managing Director ved GLS Denmark A/S.
Projektering og planlægningen af det nye byggeri er allerede igangsat. Der tænkes en høj grad af bæredygtighed ind i byggeriet, og projektet omfatter også forberedelser til, at en stor del af distributionsbilerne vil kunne køre på grøn strøm.
På matriklen kommer ca. 200 medarbejdere til at have deres daglige gang, mens antallet af chauffører bliver nogenlunde det samme.
Kilde: GLS