For at afbøde konsekvenserne for de mindre erhvervsdrivende, der gennem Corona-krisen må sende medarbejdere hjem fra arbejde, foreslår organisationen SMVdanmark nu, at regeringen frigiver de feriepenge, der blev indefrosset i forbindelse med indførelsen af den nye ferielov.
– Det er en ansvarsfuld regering, der handler, som den gør. Det kan vi kun bakke op om, men mange mindre erhvervsdrivende står i den situation, at de nu i stort omfang må sende deres folk hjem med løn, uden at de kan udføre deres arbejde. Det belaster virksomhedernes økonomi voldsomt, da de indtil videre ikke får nogen form for kompensation, siger vicedirektør hos SMVdanmark, Jakob Brandt.
– Med det nye forslag opfordrer vi regeringen til, at de feriepenge, som i forbindelse med den nye ferielov blev indefrosset, frigives. Det vil give medarbejdere mulighed for at holde nogle ekstra ugers ferie i 2020 uden at belaste hverken arbejdsgivernes eller medarbejdernes usikre økonomi gennem krisen, siger Jakob Brandt.