Nyeste tal fra Danmarks Statistik har sammenlignet mikrovirksomhedernes anvendelse af digitale salgskanaler, heriblandt EDI, webshop/apps (e-handel) og online markedspladser. Tallene viser bl.a., at e-handel er de mest populære digitale salgskanal blandt webshops og apps uanset virksomhedernes størrelse.
Men på ét område outperformer mikrovirksomhederne alle andre, også de helt store virksomheder med over 250 ansatte. 14 pct. af mikrovirksomhederne sælger via online markedspladser, og det er dobbelt så mange som de små virksomheder.
Det er forståelig at mikrovirksomhederne er vilde med at drive e-handel via online markedspladser. De tilbyder nemlig en infrastruktur, som kan være ressourcekrævende for dem at etablere. Med online markedspladser kan selv de mindste virksomheder konkurrere og drive salg via e-handel og det er glædeligt, siger Jacob Kjeldsen, branchedirektør i DI Handel.
Ser vi på hvorledes mikrovirksomhederne forvalter de digitale salgskanaler, så er det ikke overraskende, at knap 6 ud af 10 mikrovirksomheder, der har digital salg, driver webshop/apps. Den næstmest anvendte kombination af digitale salgskanaler er webshop/apps og online markedspladser, som 25 pct. af mikrovirksomhederne benytter. Blot 6 pct. af mikrovirksomheder med digitale salgskanaler anvender udelukkende online markedspladser.
E-handel har udviklet sig meget i de seneste år, og derfor er det ikke længere nok at være tilstede på én kanal. For at vinde fremtidens e-handel er det afgørende, at virksomhederne forstår at navigere blandt de forskellige e-handelskanaler og kender de styrker og svaghed, de hver især har. Denne viden skal de kombinere med deres kunders adfærd for på den måde at kunne være tilstede på de kanaler, hvor kunderne er. Derfor er det også en rigtig god nyhed, at stadig flere mikrovirksomheder er på flere e-handelskanaler, siger Jacob Kjeldsen.
Kilde: DI