På Teknologisk Institut er man i fuld gang med at udvikle et papirbæger, der kan erstatte de nuværende emballager til produkter som skyr og yoghurt. Det nye materiale er fremstillet af cellulosefibre og har en bionedbrydelig coating. Arbejdet har støtte fra Miljø- og Fødevareministeriets Grønne Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP), og der er koblet en række partnere på projektet: Arla Foods, Dagrofa ApS og FCMtesting.
– Med denne løsning får vi en emballage, der er skabt af et fornybart materiale, og som kan genanvendes som papir/pap eller komposteres, da den nødvendige indvendige coating ikke består af svært nedbrydeligt plast, som mange andre coatede papemballager gør, siger Søren Rahbek Østergaard, seniorspecialist på Teknologisk Institut.
Projektet hedder DairyFibreCup, og Teknologisk Institut står for design og pilotproduktion af emballagen samt analyse af mulighederne for større industriel opskalering.
Søren Rahbek Østergaard fra Teknologisk Institut forventer, at man vil kunne erstatte 10.000 tons plastemballage med 8.000 tons genbrugelig og bionedbrydelig papiremballage. Det vil give en CO2-besparelse på mere end 20.000 tons om året.
Projektet bliver støttet med 1,4 mio. kr. af GUDP og forventes afsluttet ved udgangen af maj 2021.