Ambitioner om fortsat vækst har ansporet løftevognsvirksomheden Hovmand A/S til at bygge et nyt teknologi- og innovationshovedsæde i Køge. Den nye bygning – tegnet af PLH Arkitekter A/S til Hovmand A/S – dækker et areal på 3.000 kvadratmeter og rummer produktudvikling, produktion og virksomhedens administration.
– Vi har behov for yderligere plads og faciliteter til at understøtte vores vækst de kommende år, siger administrerende direktør og ejer af virksomheden, Søren Hovmand.
Hovmand har i en årrække været førende inden for udvikling af elektriske løftevogne til virksomheder inden for medicin, fødevarer og fremstilling.
– Vi har ambitioner om at udvikle produkter, der radikalt vil ændre, hvordan vores løsninger opfattes og anvendes. Det kræver flere medarbejdere og mere optimale rammer, forklarer Søren Hovmand, der tidligere i 2019 modtog regeringens pris som Årets Digitale SMV, bl.a. for en unik app, der designer løsninger direkte i kundens produktionsmiljø.
Virksomheden har i dag 38 medarbejdere i Køge og 12 i virksomhedens salgsselskab i München. Det nye teknologi- og innovationshovedsæde er bygget til fremtidige udvidelser, både på medarbejder- og produktionssiden. Virksomheden blev etableret i 1972 i Sorø.