Palle A. Christensen, 54 år, er ansat som international salgschef hos Palcut A/S i Borbjerg ved Holstebro. Stillingen er nyoprettet, og Palle A. Christensen får ansvaret for at udvikle salget af Palcuts automatiseringsløsninger til palleteringslinjer i bl.a. Middelhavsområdet og Østeuropa.
Målgruppen er primært drikke- og fødevareindustrien, og en vigtig del af jobbet bliver at udvikle forhandlerstrukturen og støtte forhandlerne i salgsarbejdet i de pågældende lande.
Palle A. Christensen har høstet omfattende erfaring fra den internationale emballageindustri, hvor han gennem 10 år har arbejdet hos Stora Enso, heraf de seneste fem år som Global Key Account Manager i Packaging-divisionen. Her har han haft ansvaret for en række store skandinaviske kunder inden for detail, industri og fødevareindustrien, hvor han har været med at drive udviklingen af bæredygtige emballageløsninger.
Tidligere har han arbejdet 10 år med salgsansvar hos SCA Packaging, der nu er en del af DS Smith plc. I fritiden er han en engageret frivillig på Nibe Festivalen og kan ses på golfbanen, når vejret og tiden tillader det.