Brother har lanceret en ny serie af labelprintere til det professionelle marked, TD-4. Der er fire modeller i serien, der er målrettet mod både detailhandlen, lager og logistik.
Ved hjælp af termisk print kan man udskrive labels i store antal og til lave omkostninger. Det centrale element er et termisk printhoved, der arbejder helt uden farvebånd og blæk. Med termisk print menes en proces, hvor farvekrystallerne ligger i selve labelen og aktiveres af varmen fra printhovedet, når labelen printes. Her kan hver label indeholde mange forskellige informationer, skrifttyper, logoer, symboler og stregkoder. Enkelte ord kan desuden fremhæves.
Brothers fire nye TD-4-modeller er designet, så de kan automatisere funktionerne så meget som muligt. De gør processerne mere simple og sikrer en hurtig og fleksibel arbejdsgang.
Labelprinterne kan fx føle længde og størrelse af hver label. På den måde kan man nøjes med at indstille enheden en enkelt gang, og så vil den huske det i årevis. De nye TD-4-labelprintere er samtidig opbygget i moduler, så det er nemt at servicere dem og udskifte de enkelte dele, inklusive forbrugsstoffer som papirruller osv.
De nye printere udskriver op til 8 ips (203 mm pr. sekund). Opløsningen er enten 203 eller 300 dpi. Labelbredden kan være mellem 19 og 118 mm, og en label kan i teorien være tre meter lang.
Forskellen på de enkelte modeller ligger primært i hastighed og tilslutningsmuligheder. Det kan være via USB eller seriel port, Bluetooth, wi-fi eller kablet netkort.