Teknologisk Instituts 3D-printeksperter i Aarhus har præsenteret en nylon, der både kan 3D-printes og kan opfanges af metaldetektorer. Metaldetekterbarheden opnås gennem en forædlingsproces, hvor nylonpulveret blandes op med metal i det helt rette forhold, som gør det muligt at spore de 3D-printede nylondele i fødevareproduktionens metalscannere. Metaldetekterbart nylon kan i øvrigt også 3S-behandles, så det får en ekstra glat og mere rengøringsvenlig overflade.
3S står for “super smooth surface”, og der er tale om en dyppeproces, hvor alle overflader af det 3D-printede emne behandles – også indvendige kanaler. Behandlingen skaber en kemisk ændring af overfladen, som gør den ekstra glat og dermed rengøringsvenlig.
– I fødeindustrien er det afgørende, at der er fuldstændigt styr på produktionen, så sikkerheden er i top. Så hvis et stykke plast for eksempel knækker af maskineriet og ender i en fødevarepakning, skal man sikre, at det bliver fanget af en scanner, inden det forlader produktionen, så det ikke ender hos forbrugerne. Med metaldetekterbart nylon har vi nu mulighed for at tilbyde den sikkerhed inden for 3D-print, siger Mads Østergaard, faglig leder for Industriel 3D-print på Teknologisk Institut.
3S-behandlingen er udviklet ud fra et ønske fra fødevarevirksomhederne om mere rengøringsvenlige overflader, og selv om ubehandlet 3D-printet nylon også er accepteret som fødevarekontaktmateriale, opnår man med 3S-behandlingen en rengøringsvenlighed, som målt på restbakterier er 118 gange bedre og faktisk på niveau med drejet rustfrit stål.
– Behandlingen betyder samtidig, at materialet – i modsætning til ubehandlet nylon – slet ikke optager vand, fortæller Mads Østergaard.