
Allerede fra september er det slut med at suge sodavand op gennem et plastsugerør hos McDonald’s i England og Irland. De 1.8 millioner plastsugerør, som de mange restauranter dagligt langer over disken alene i UK, vil blive erstattet af papirudgaver, og det er ifølge virksomheden selv en direkte følge af den debat, der er i gang i det engelske.
Udskiftningen kan blive en realitet, fordi man tidligere i år er lykkedes med at fremstille et papirsugerør, der kan leve op til de kvalitetskrav, der kræves. Hele udskiftningen fra plast til papir ventes at være helt gennemført i løbet af næste år.
Med beslutningen kom McDonald’s foran et egentligt forbud mod plastsugerør – og i samme ombæring plastvatpinde, som den engelske regering har haft tanker om. Andre virksomheder i det engelske har dog allerede droppet plastsugerørene, det gælder f.eks. Waitrose, Costa Coffee og Wagamama.