I 2017 lukkede Kina muligheden for, at især vestlige lande kunne sende ubrugeligt plastaffald til Østen. Siden da er mængden af plastaffald taget til i de omkringliggende lande, bl.a. Malaysia. Her lukkede man for den samme eksport-/importmulighed i 2018.
Det har dog ikke forhindret trafikken i at fortsætte, men nu skal det for alvor være slut, lyder det fra Malaysia, der ikke vil være verdens skraldespand. Derfor sender man 150 containere fyldt med plastaffald tilbage, hvor de kom fra. Det er i stor udstrækning lande som Frankrig (43 containere), UK (42), USA (17) og Canada (11).
I alt 13 lande vil få affaldscontainere retur med tilsammen små 3.800 tons plastaffald. Og det stopper ikke her.
I næste runde gælder det 110 containere, og her er USA den store synder. Landet står til at modtage ikke mindre end 60 – oven i de 17, som allerede er sendt af sted.
Kilde: Packaging Gateway