Med 63 år på bagen kan man vist roligt kalde Lurpak-sølvfolieemballage for en klassiker i dansk fødevareemballage. Men nu er den blevet skiftet ud. Ud er sølvfolie, ind er kommet en emballage, der næsten udelukkende består af karton.
Arla har nemlig ændret emballagen på Lurpak til en mere bæredygtig og forbrugervenlig variant. Lurpaks smør bliver nu emballeret i karton med et meget tyndt lagt plastik, der kan genanvendes. Den nye Lurpak-smørboks er otte pct. mindre CO2-tung end sølvfolieemballagen, og netop ambitionen om at skabe en mere bæredygtig emballage har været den store drivkraft bag den nye emballage.
– Vi har arbejdet længe for at få udviklet, testet og godkendt den nye Lurpak-smørboks. Vi ville have en emballage, der var mere bæredygtig. Samtidig har vi også udviklet en pakning, der er mere brugervenlig og giver færre fedtede fingre, siger Christian Qvirin Lang, der er senior category manager hos Arla.
I første omgang vil den nye Lurpak-smørboks dække en mindre del af det danske smørsalg, men målet er, at den nye Lurpak-smørboks på sigt skal udbredes til hele produktionen. Der sælges hvert år 5.000 tons Lurpak i Danmark.